Frisk luft styrker immunforsvaret og øger dit velvære. Derfor opfordrer vi til, at du sammen med dine pårørende og de øvrige beboere kommer udenfor.
Den store park lige uden for Lindely er på alle årstider et skønt skue. Den har gangstier med bænke hele vejen rundt og er et oplagt sted at gå tur.
Mod syd ad Rygaards Allé ligger Ryvangens Naturpark, hvor der på sletten midt i naturparken græsser får og heste, og der er flere idylliske søer. I den nordlige ende ligger Fritidsinstitutionen Ved Lundehusskolen med mange dyr, fx heste, høns og duer.
Mod vest spejler Emdrup Sø sig, og selv om man ikke kan komme hele vejen rundt om søen, er den hele turen værd. Der plejer at være masser af fugle, og der er mange gamle træer og buske samt skræpper.